Bjørn Nørgaard Skitser til Danmarkshistorien. 1988 - 2000

Introduktion

Med konserveringen af Bjørn Nørgaards skitser til ”Danmarkshistorien” har papirkonserveringen i 2001 afsluttet den største konserverings- og monteringsopgave nogensinde. Skitserne blev skabt som forlæg til de 17 gobeliner, der blev ophængt på Christiansborg d. 16 april 2000 – på Dronning Margrethe II´s 60 års fødselsdag.

Beskrivelse af skitserne

Forud for skabelsen af de 17 gobeliner har Bjørn Nørgaard tegnet tusindvis af skitser i alle størrelser. Her afprøver han ideer til scener og til udformningen af enkelte figurer og kompositioner. Skitserne er senere overført til de 17 endelige kartoner, der har samme størrelse som gobelinerne i færdigvævet stand.

Kartonerne består af op til 5 baner kraftig karton, der er sammensat med lærredstape (den største, Adelsvældet, er ca. 4 x 7 m.). Billedmaterialet er optegnet med blyant og farvelagt med gouachefarve. Der har været tilknyttet flere væveværksteder til vævningen af de mange gobeliner. To forskellige væveteknikker har været benyttet. Kartonen har ved begge teknikker været ophængt under vævningen. For nogle kartoners vedkommende har de hængt bagved væveren. Takket være et spejl bag kædetrådene på trenden, har væveren kunne overføre den farvelagte karton til den vævede gobelin.

Fælleskonserveringens opgave med skitserne

Bjørn Nørgaards enorme skitsemateriale samt kartonerne blev doneret til Kunstmuseet Køge Skitsesamling. Fælleskonserveringen fik til opgave at ”klargøre” alle 17 kartoner samt udvalgte skitser til en udstilling i 2001. Samtidig skulle der tages stilling til, hvordan de kunne udstilles på bedste måde.

Da skitserne kom til Fælleskonserveringen

Efter brug på væveriet ankom kartonerne og skitserne til Fælleskonserveringen. Skitserne var forholdsvis nye, men der var jo tale om arbejdsskitser – smudsige, fedtede, lappede med tape. Derudover var de hullede, ridsede, og ikke mindst yderst snavsede. I papirbanernes sammenføjninger løftede papiret sig kraftigt, da lærredstapen ikke havde styrke nok til at holde kanterne plane. De krævede alle en kærlig hånd, så de bevarede skitsepræget, men ikke så lasede ud. Herefter skulle man vælge en egnet monteringsform.

Vores arbejde med skitserne – konserveringsprocessen

Opgaven med de meget store skitseformater krævede flere mand. Og pladsmæssigt var det kun muligt ved at beslaglægge en del af malerisektionen i en længere periode.

Selve arbejdet på Fælleskonserveringen bestod først og fremmest i at rengøre forsiderne og kanterne på skitserne. Derefter kunne papirbanerne sammenføjes på ny. På bagsiden blev påsat en bred kraftig karton, der var identisk med originalkartonen. Flænger og ustabile restaureringer blev ligeledes stabiliseret.

Montering af skitserne

En del af opgaven bestod i at montere kartonerne til udstilling. Museet ønskede, at det skulle være en meget diskret montering uden nogen form for prydramme o. lign. Samtidig skulle kartonerne være delvis mobile, så de kunne afmonteres og transporteres.

Det blev besluttet, at monteringsformen delvist skulle være en maleriløsning. Den utraditionelle opspændingsform bestod i at klæbe skærfede ekstrakanter i form af polyesterlærred på kartonens kanter. Herved var det muligt at opspænde kartonen på en traditionel blændramme. I stedet for stifter benyttede vi velcro til at fastgøre den opspændte karton. Det skyldes, at velcro er stærkt, men samtidig fleksibelt ved en evt. ommontering.

Afslutning – udstilling af skitserne

Ved store monteringsopgaver støder man ofte ind i forhindringer og tvivlsspørgsmål undervejs. I dette tilfælde blev etikken omkring udstilling af skitser belyst flere gange undervejs. Skitserne er jo oprindeligt udformet som et arbejdsredskab.

I samråd med museet valgte vi en passende fri kant på 5 cm hele vejen rundt om motiverne. Kanten skulle være synlig for beskueren. De første kartoner var ikke afskåret i kanten, så der var rigelig papirkant. Men vi stødte senere på kartoner, der tidligere var blevet beskåret ret tæt til motivet – helt op til 1 cm fra motivkanten. Det bevirkede, at lærredskanten på disse kartoner blev synlig. Og det var ikke umiddelbart meningen. Opdagelsen blev diskuteret: Skulle man indfarve kanten på disse, så den lignede de andre? Eller komplettere med karton svarende til originalkartonen? Eller skulle man lade skitsen være skitse og derved understrege skitsepræget og værket som arbejdsredskab?

Det blev besluttet i samråd med museet at følge linien, hvor skitserne til en vis grad skulle bevare deres originale præg som et arbejdsredskab. Derfor ville det være naturligt at acceptere variationerne i det æstetiske udtryk. Resultatet blev i sin helhed meget flot, og kartonerne hænger nu til offentligt skue på Skitsesamlingens øverste etage.