Historisk oversigt

Indtil omkring 1970 udførte konserveringsværkstedet på Statens Museum for Kunst mod betaling lejlighedsvis konservering for de statsanerkendte museer i hele landet – så vidt det var foreneligt med opgaverne for museet. Dette kunne dog kun ske i yderst begrænset omfang, ligesom ordningen alene omfattende konservering af malerier.Aarhus Kunstmuseum ansatte derfor i 1960’ernes slutning egen konservator som varetog konservering for museet og tillige på honorarbasis løste enkeltopgaver for andre museer. Også denne ordning var kapacitetsmæssigt på ingen måde i overensstemmelse med behovene hos de øvrige statsstøttede museer, ligesom også andre materialekategorier end maleri fortsat var uden konserveringsmuligheder.

Fælleskonserveringens oprettelse – kunstkonservering på landsplan
I takt med at niveauet for konservering af kunst i Danmark højnedes - hvad der blandt andet viste sig gennem oprettelsen af Konservatorskolen - besluttede en lille snes af de statsanerkendte kunstmuseer derfor i 1978 at oprette og i fællesskab drive et landsdækkende konserveringsværksted. Det skete ved at værksted og personale på Aarhus Kunstmuseum overgik til den nye institution, der tillige blev i stand til at udvide medarbejderstaben og foretage nødvendige investeringer i apparatur og faciliteter.
Mange grunde talte for at samle kunstkonserveringen på landsplan. Malerikonservering kræver ikke blot en række kostbare tekniske faciliteter, men også en betydelig viden om de enkelte perioders og kunstneres teknik, materialebrug og æstetiske opfattelse. Ved at samle arbejdet i ét værksted sikredes på den økonomisk set fordelagtigste vis et teknisk tilfredsstillende niveau, og en akkumulering af viden om de enkelte kunstværker og kunstneres specifikke karakter.

I 1986 etableredes endnu et værksted under Fælleskonserveringen. Under navnet afdeling Øst blev det oprettet i Helsingør i lokaler ved Kronborg. Etableringen skyldtes bl.a., at pladsforholdene på Aarhus Kunstmuseum ikke tillod konservering af store formater, samt at kredsen af tilknyttede museer og institutioner var vokset til det dobbelte. Ved projekteringen af det nye ARoS Aarhus Kunstmuseum har Fælleskonserveringens afdeling Vest fået lokaleforhold, der dér også muliggør håndtering af store formater.

Det må bemærkes, at hele denne konserveringsordning for kunstmuseernes vedkommende i begyndelsen mødte nogen administrativ modstand fra forskellig side, idet man på andre museums- og konserveringsområder havde forestillet sig oprettelsen af 14 amtskonserveringsværksteder. Imidlertid anerkendtes det efterhånden, at den organisation, som kunstmuseerne havde skabt, både økonomisk og fagligt langt bedre kunne varetage opgaverne end mindre værksteder med begrænsede tekniske faciliteter og mindre faglig udviklingskompetence på de særlige områder, som konservering af kunst omfatter. Fælleskonserveringens medarbejderstab repræsenterer en samlet sum af stor faglig kompetence og ekspertise og der sker i institutionen en stadig videreudvikling af viden og kunnen.

Siden stiftelsen har Fælleskonserveringen ikke blot løst et tusindtal opgaver for de tilknyttede statsstøttede kunstmuseer, men også for en lang række statsanerkendte kulturhistoriske museer, de statslige kunstmuseer, Statens Kunstfond, Boligministeriet og andre offentlige institutioner.

Gennem betaling af faste andelsbidrag fra de tilknyttede institutioner er Fælleskonserveringen sikret en væsentlig del af det økonomiske grundlag for sit virke, der suppleres med indtægter fra løsningen af ad hoc opgaver på honorarbasis. I 2001 ændredes Fælleskonserveringens organisationsform til en almennyttig forening, idet det økonomiske grundlag fortsat er som beskrevet.

Det er for kunstmuseerne af afgørende betydning, at denne gennem en lang årrække udviklede, landsdækkende struktur kan bevares uanset kommende ændringer i opgavefordeling mellem amter eller regioner og kommuner. Fælleskonserveringens eksisterende løsningsmodel for et landsdækkende samarbejde svarer til, hvad der på andre samfundsområder diskuteres som mulige fremtidige løsninger. Der er i Fælleskonserveringen sikret nær indflydelse for og kontakt til brugerne, der deltager direkte i finansieringen, samtidig med at man optimalt kan udnytte viden og store besparelser. Det er overordentlig vigtigt for opfyldelsen af kunstmuseernes forpligtelser til bevaring af deres samlinger, at denne organisationsform med koordinering på landsplan opretholdes, gerne med en styrkelse af det økonomiske grundlag.