Center for malerikonservering,
papirkonservering og skulpturkonservering
Fælleskonserveringen er en almennyttig forening stiftet af danske kunstmuseer i 1978 med det formål at styrke opsynet med og opbevaringen af kunst - det være sig maleri, skulptur, arbejder på papir, fotografi eller andet.
Fælleskonserveringen er landsdækkende med to afdelinger, som har til huse på henholdsvis ARoS Aarhus Kunstmuseum og Kronborg Slot. Den samlede medlemsskare er i dag på 55 kunstmuseer, kulturhistoriske museer, kommuner samt andre offentlige og private institutioner med samlinger af kunst.
Fælleskonserveringen foretager desuden konservering og restaurering for rekvirenter uden for medlemmernes rækker.
Fælleskonserveringen tilbyder sin assistance inden for kunstkonservering af malerikonservering, papirkonservering, fotografiske materialer og skulpturkonservering, samt konsulentbistand indenfor tilstandsmæssig gennemgang af værker og bygninger, klimaforhold, katastrofehjælp og kurertjenester.
L.A. Schou: Den barmhjertige Samaritaner
Hvorfor konservering?
Konservering på grund af ældning.
De fleste kunstværker er opbygget af organiske materialer, der med tiden ændres i struktur og nedbrydes. Denne nedbrydning kan f.eks. ses som revnedannelser og gulnet fernis på malerier og som gulning af papiret på grafiske værker. Ældning kan ændre og ødelægge værkets oprindelige udtryk. Klimamæssige udsving, kraftig belysning, snavs, fedtfingre, nikotin og svampeangreb kan være faktorer, der fremskynder denne proces.



